|
|||||
|
|
|
|
|
|
Jeg er begyndt at blogge om min hverdag som elektronisk musik underviser på Engelsholm Højskole. Da jeg allerede er på en platform med masser af relevante og interesserede læsere, har jeg valgt at lægge bloggen på www.lydmaskinen.dk. Man kan læse direkte med her: http://www.lydmaskinen.dk/viewtopic.php?f=45&t=14482
Min udgivelse fra sidste år, folktronic, har scoret pæne anmeldelser på diverse websites rundt omkring i verden. Nogle af dem meget positive, andre knap så positive, men så dog med fuld anerkendelse af projektet. Som producer der ikke nødvendigvis higer efter det største publikum, men derimod søger efter bedste evne at skubbe til det der besværlige begreb man kunne kalde "kunst", så er en anmelders stillingtagen ikke lige meget. Det er rigtig rart at nogle forholder sig kvalificeret til det jeg har lavet, og det har alle anmeldere, positive såvel som mindre positive, gjort. Så kan jeg nok ikke bede om meget mere fra den kant.
- det skulle da lige være omtale på en bredere platform end blade og websites der kun henvender sig til niche publikummet ... og det har jeg heldigvis også fået. I sidste weekends udgave af dagbladet Information har den velanskrevne musikanmelder Klaus Lynggaard haft den godhed at inkludere folktronic i en omtale af 4 forskellige folkemusikudgivelser fra det seneste år. Det glæder mig usigeligt at komme i så fornemt selskab som Haugaard og Høirup, Tumult og Phønix, der alle er veteraner med en vis status på folkemusikscenen. Samtidig glæder det mig også, at det er en anmelder med Lynggaards tyngde der har gidet at lytte til min udgivelse. At han så oven i købet tilsyneladende kan lide hvad han hører gør jo ikke sagen værre. Hele artiklen kan læses på information.dk, men her er et uddrag:
Trods den elektroniske klang skal der ikke herske tvivl om Mondrups beherskelse af eller forståelse for sit felt, og pladen er både et frisk pust og en indikator af en af de veje, den danske folkemusik også kan gå.
Jeg er ellers ikke nogen stor tilhænger af smileys, men her kunne jeg måske godt bruge en af dem der griner bredt ...
Hvis man skulle have lyst til at læse hvad der ellers er sagt, så er her de anmeldelser jeg har kunnet finde online:
Rootszone
Nordische Musik
Folk World (ca. 3/4 nede på siden)
Dertil kommer et antal trykte anmeldelser i forskellige europæiske folkemusik tidsskrifter.
Det er retro lørdag i dag. Vi lytter til grammofonplader, og vi kigger på fotografier fremkaldt på papir.
Ea på 4 undrer sig. Hvordan er billedet kommet ud på papir? Og hvordan kan vi høre musik uden at tænde for CD spilleren?
Tilbage i julen lavede jeg en kort status over min næreste fortid og fremtid - måske er det værd at gøre den slags til en tradition? Jeg kan jo altid forsøge, så her kommer den: Det er tid til at holde halvårsstatus. Noget af det der måske kan vise sig interessant ved sådan en statusfætter er, om jeg mon kan udlede en retning deraf; en slags rød tråd eller pejlemærke for hvor mit liv bevæger sig henad ... det skal nok blive interessant for mindst én person. Så altså:
På mine undervisningssteder er der blevet rokeret lidt rundt på mine timer. Min nærmeste kollega på Engelsholm Højskole, Casper Meinhardt, har sagt op med virkning fra efteråret for at færdiggøre sine universitetsstudier. Det er jeg på den ene side rigtig ærgerlig over - jeg synes, at vi havde et ret formidabelt samarbejde, og udfyldte faget fra hver sin side på fornem vis - men på den anden side betyder det, at jeg har kunnet overtage en del af de timer han har haft, hvilket passer ret godt ind i mine egne planer. Og til dem, der måtte ærgre sig over at miste muligheden for at blive undervist af både Casper og mig på deres højskoleophold, kan jeg trøste med, at det ikke ser ud til at Casper og Engelsholm er et afsluttet kapitel; fremtiden kommer blot til at byde på mere af mig og mindre af Casper, hvor det før var omvendt.
Mit øgede antal timer på Engelsholm betyder, at jeg har kunnet skære mine timer til på Den Kreative Skole i Silkeborg, sådan at jeg fremover kun underviser i Elektronisk Musik. Dermed har jeg sagt farvel til at undervise i klaver, og har haft min sidste klaverelev i overskuelig fremtid.
Jeg skrev for et halvt år siden, at min faglige profil var blevet skærpet. Nu må den faglige profil så fremstå som knivskarp; jeg skal i det nærmeste år undervise på tre forskellige institutioner, og al undervisning kommer til at centrere sig omkring elektronisk musik på den ene eller den anden måde.
Der er lidt håb om, at det stadigt klarere fokus også vil give overskud til at få produceret noget af min egen musik. Det er da vist også på tide; det nyeste samlede udspil fra mig er folktronic, og selv om det er fint album, så er det ret langt fra hvad jeg får lavet for tiden når jeg ellers får lavet noget. Jeg synes selv, jeg bevæger mig meget rent kunstnerisk, men må med gru konstatere, at det er der ikke så mange andre end mig der mærker noget til. Der er dog håb; udgivelsen af mindst ét projekt er sat til at blive sat i værk i løbet af 2008, og jeg har gang i flere samarbejder, ser burde kunne kaste noget af sig. Hav tålmodighed, og verden vil se ny musik fra monsdrum.
God sommer.
Det er ved at være længe siden at jeg har skrevet noget om politik (eller om noget som helst), så her kommer der lige lidt. Så uoriginalt som det overhovedet kan være, skal det handle om Villy Søvndal.
Først lidt name-dropping; i min tid som civil værnepligtig (det der i gamle dage hed militærnægter), tilbage i 1995, arbejdede jeg blandt andet lidt med de politiske vilkår for os professionelle pacifister. Som en del af det arbejde inviterede vi talsmænd af og til politiske meningsdannere og MFere til møde, for at fremlægge vore synspunkter. En af dem, der rent faktisk dukkede op var den nyvalgte SFer, Villy Søvndal, der pligtskyldigst lagde øre til vore unge og uforfærdede verdenssyn i en eftermiddags tid. Så jeg har altså været til møde med vor tids hippeste politiker - tag den!
Men jeg har nu svært ved at døje hans nyeste populisme. Sandt er det, at der er stemmer i at slå på dem der i forvejen har det hårdt; de fremmede - dem der afviger fra "normaldanskeren". Det har Pia K og hendes kumpaner bevist i årevis, og masser af partier er hoppet med på vognen, hvor lavt det så end måtte forekomme. Men at SF nu også er med, med et offentligt image som fremmedhadere, det synes jeg som humanistisk indstillet venstrefløjsvælger er mere end ærgerligt. At lægge folk af anden tro og hudfarve for had ved åbenlyst at spille racisme kortet, det er simpelthen for lavt. Det klæder ikke os at begynde at konkurrere med Pia K og Søren Krarup på deres egen banehalvdel. Vi burde holde os for gode til at rende efter den slags populistiske point, og gå efter bolden snarere end (minister)bilen.
"Men hov", vil SFs spindoktorer nu sige, om de skulle få lyst til at kommentere på det her indlæg, "det er jo slet ikke det Villy har sagt. Hvis man læser hans udtalelser er de jo meget mere nuancerede, og ikke racistiske".
Uden tvivl sandt nok. Som jeg husker hans ytringer, så harcelerer han over hizb ut tahrir, hvilket der er al mulig grund til, og han efterlyser en mere differentieret integrationsdebat. Det er svært at være uenig. Problemet er, at han gør det i vendinger der gør, at de danskere der orienterer sig i nyhedsbilledet via overskrifter i Ekstra Bladet og TV2 Newzz, udelukkende ser at nu er SF også begyndt at ønske halenegrene tilbage hvor peberet gror.
Det er et klassisk eksempel på, at indenfor politik kan der være stor forskel på hvad der bliver sagt, og hvad der bliver hørt. Og, at the end of the day, i stemmeboksen, så er det dét der er blevet hørt, der tæller. Den mekanisme kan en dreven politiker som Søvndal ikke være i tvivl om.
Skam få den der handler så kynisk.
Irans ambassadør i Danmark, Mohammad Reza Morshedzadeh (længe leve copy+paste - det havde jeg aldrig kunnet finde ud af at stave til), bliver interviewet i Nyhedsavisen i dag. Et af hans budskaber er, at Danmark bør ændre sine love, sådan at krænkelser i stil med optryk af Muhamed tegningerne bliver gjort ulovlige. Man kan læse interviewet her.
Selv om jeg mener, at Muhamedtegningerne nok vil komme til at rangere som en af de øverste på listen når årtusindets største tåbeligheder engang skal gøres op, så er jeg principielt rygende uenig med ham.
Men hvor er det dog helt ovenud befriende fedt at høre en repræsentant fra den 3. verden, verdens muslimske samfund, og hvad vi ellers kalder nutidens prygelknabe nr. 1, tale tilbage til Vesten på samme måde som de altid har måttet finde sig i at høre det fra os.
"Det I gør er forkert. Det skal I lave om på."
Så arrogant har vestlige statsledere i årevis følt at det var OK at tale til de muslimske, mellemøstlige lande. Det er sikkert sundt nok, at prøve at være i den anden ende af den type kommunikation.
en pludselig indskydelse fra min midlertidigt migræneramte hjerne, der dog er ved at dukke så meget frem fra smertens tåger at den kan indstille sig på at tage med resten af korpusset (og familien) på miniferie i morgen;
Hvad skal der egentlig til, for at man kan sige at man er kendt?
Skal det være 10% af befolkningen der ved hvem man er? eller 20%? eller skal vi helt op over 50%
Og hvilken befolkning snakker vi om? dem, der bor i samme by som én selv? landets befolkning? verdens 6 milliarder mennesker?
Eller er det i virkeligheden nok, at der findes folk, man ikke selv kender, men som kender til én?
Hvornår er man kendt?
Der er så meget snak om hvad der egentlig er vigtigst. Ikke direkte, men mellem linjerne. F.eks. er der for tiden en debat om dagpenge til kunstnere, og om hvorvidt en stramning af dagpengereglerne vil gå ud over det danske kulturliv. Jeg kunne finde på at give min holdning i den debat til kende i et senere indlæg - her skal det handle om noget andet.
Der bliver sagt og skrevet meget i debatten om rimeligheden af at kunstnere går rundt og skaber kunst på vores andres regning, i stedet for at tage "et arbejde". Når nogen på den måde ytrer, at det at skabe kunst tilsyneladende ikke er "et arbejde", afslører de dermed hvad de vægter som vigtigst. At indgå i det produktive liv, og medvirke til at skabe økonomisk vækst og velstand, fremstår som det vigtigste - det er i hvert fald vigtigere end at være med til at skabe kunstnerisk udvikling. Kun hvis man via sin kunstneriske udvikling er så heldig samtidig at skabe økonomisk vækst, har kunsten egentlig værdi. Det modsatte argument - at din virksomheds økonomiske resultater kun har reel og egentlig værdi hvis det der skaber væksten også samtidig resulterer i kunstnerisk udvikling - høres aldrig. Sådan er der pudsigt nok ikke nogen der tænker - i hvert fald ikke højt nok til at jeg har hørt det.
Den her måde at prioritere på undrer mig meget. For selvom det da er en rar fornemmelse at være fri for at lide alvorlig økonomisk nød, så må jeg spørge mig selv; hvad er det lige, jeg skal bruge den her vækst til? Hvorfor er det så fedt at have plus på kontoen hver den første i måneden - også når de faste udgifter er betalt? Hvad skal jeg bruge mine penge til?
Svaret er ret simpelt i mine øjne; pengene skal selvfølgelig bruges til at forsøde tilværelsen - at nyde livet. Hvordan gør vi det? Det gør vi ved hjælp af kultur! Kunst! Uanset om det så er flere CDer og DVDer til hylden, bedre mad i hverdagen, flere ture i biografen, teatret eller koncertsalen, eller for den sags skyld at gå til flere fodboldkampe, der kan give os større livsglæde, så er det dog stadig flere og bedre kulturelle oplevelser der gør livet rigere for os. Det er det, vi fornuftigvis bruger vores ekstra penge på. Jeg kan ikke se hvad mening den megen jagen efter økonomisk vækst ellers skulle have. I dagligdagen sætter vi helt klart kunsten over pengene - for hvis ikke vi havde skønheden og de gode oplevelser, hvad glæde havde vi så af pengene?
Så altså - kunst er vigtigere end økonomisk vækst! Derfor piner det mig at se, at mange debattører slipper ustraffet afsted med åbenlyst at ringeagte kunstnerne i forhold til andre på arbejdsmarkedet. Kunstnere er vigtigere, for uden dem ville der ikke være nogen kunst at nyde, og uden kunst bliver pengene ligegyldige. Amen.
Det er ved at være længe siden. Jeg har haft travlt med at passe mine arbejder, og det har givet meget stof til mange tanker, men knap så meget tid eller overskud til at dele tankerne med andre. Men nu er det ved at være nytår. Det er traditionelt det tidspunkt hvor man gør status og rydder op i sin tilværelse, og uanset hvor meget jeg prøver at være original, så er jeg ingen undtagelse. Det er tid at se både frem og tilbage.
Det nye år byder på nye spændende tiltag i min tilværelse:
- på det produktive område, er der nu blevet ydet den første støtte til at mit samarbejde med Martin Høybye kan udgives. Vi er endnu ikke finansielt i mål, men vi skylder mobilemusic tak for at have hjulpet os på vej. Så en del af året kommer til at gå med at færdigproducere vores numre. Nogle numre er stort set i mål - andre mangler næsten alt. Det tegner alt i alt meget lovende.
- min gode kammerat Pedro da Palma har hyret mig til at lave mellemlægsmusik til festivalen Frem og Forstærket. F&F står først og fremmest for stærkt elektrificeret musik, af den type nutidens unge ofte vil benævne "punk". Eneste berøringsflade til min produktioner er, så vidt jeg lige kan se, at der ofte optræder støj og andet utraditionelt musik materiale i lyden. At lave muzak til en punkfestival er noget af en udfordring, og en udfordring jeg meget gerne tager på mig. De første numre er færdige, og de næste i støbeskeen - det er helt åndssvagt spændende at lege med, og forhåbentligt også at lytte til.
- mobilemusic har også været i deres gavmilde hjørne overfor en kombineret workshopweekend og minifestival for elektronisk musik på Engelsholm Højskole, hvor jeg har min daglige gang som lærer. Eventen, med navnet Engelsholm Electronic, samarbejder med Electraction i Vejle og Forma Nova i Fredericia, og har indtil videre positivt tilsagn fra Bjørn Svin og Goodiepal. Det bliver stort! Der kommer selvfølgelig nærmere nyt her på bloggen, og også mange andre steder.
- på mine faste ugentlige arbejdspladser glæder det mig meget, at det er lykkedes at få et hold op at stå i elektronisk musik på Den Kreative Skole i Silkeborg. Jeg har fået samlet 5 meget dedikerede unge mennesker, og det er inspirerende at være sammen med dem. Samtidig skriver vi vist nok historie, ved at være den første kommunale musikskole der udbyder elektronisk musik. Så nu har jeg prøvet at være foregangsmand på både højskole- og musikskole området.
- tilbage på Engelsholm Højskole kommer jeg i foråret til at spille en endnu større rolle på linien for elektronisk musik, og samtidig kommer jeg til stort set at overtage faget musikforståelse. Jeg har drømt om at lave sådan et fag i de seneste år, så det bliver spændende at prøve det af i praksis. Til gengæld har jeg måttet smide håndklædet i ringen i forhold til projektet KulturKøbmand. Da jeg i sin tid blev spurgt om jeg ville tage mig af projektet var det en ny og spændende udfordring for mig, som jeg var parat til at give en chance. Men her 6 måneder efter må jeg sande, at mine manglende forudsætninger for faget gør jobbet til for meget af en uoverstigelig forhindring, hvilket resulterer i at jeg kommer til at se det som en sur pligt mere end en udviklende mulighed. Der skal være nogle til at tage sig af de sure pligter, men det er nok ikke det bedste udgangspunkt for et nyt projekts succes at ankermanden ikke er entusiast. Så bolden er nu givet videre, forhåbentlig med det resultat at KulturKøbmand projektet får den succes det fortjener.
Med retningen og den faglige profil således skærpet ser det ud til, at 2008 bliver et år hvor jeg kan koncentrere mig om de ting jeg allerhelst vil, forhåbentlig med gode resultater. Jeg glæder mig allerede.
Godt nytår!
Jeg var sammen med mine Kultur Købmand elever i dag. Et af emnerne var internettet, og hvad det betyder for dem der gerne vil ud med deres kulturelle produkter, hvad end det så er musik, bøger, film, billeder eller andet. Vi gennemgik blandt andet The Long Tail, og kom også ind på begrebet Web 2.0.
Web 2.0 er, kort fortalt, et begreb der dækker over den udvikling, at nettet er gået fra at være en samling af mere eller mindre statiske sider, nogenlunde svarende til en større udgave af brochurehylden nede på folkebiblioteket, til at være et sted hvor man interagerer socialt. Kodeordet er i dag brugergenereret indhold. Via steder som myspace.com, second life, diverse fora, blogs og chatsites er nettet blevet til noget man deltager i, snarere end noget man kigger på.
Men efterhånden som vi snakkede om det, gik det op for mig at mine elever, der alle er først i 20erne, aldrig rigtig har brugt nettet på anden måde. Web 2.0 er muligvis en videreudvikling af teknologien, en udvikling som har været meget tydelig for dem af os der som voksne har fulgt internettets udvikling gennem de seneste 10 år. Men de unge voksne ser nok snarere nettets nuværende stade som den naturlige virkemåde for det værktøj nettet vitterligt er, og det "oprindelige" internet (anno 1995) som det versensomspændende netværks teknologiske barndom.
Og heromkring begyndte jeg at indse, at det at sætte et begreb som Web 2.0 på den her udvikling nok i højere grad kan ses som et tegn på at vi på over 30 har brug for at manifestere at den her fascinerende ting vi kalder internettet har udviklet sig, end det er noget egentligt banebrydende. For dem der er vokset op med nettet som en del af deres barndomsmiljø, er der ingen grund til at begynde at sætte nye labels på nettet bare fordi det har fået udvidet sin virkemåde. Web 2.0 er et begreb, folk på min alder (og ældre) bruger for at forstå hvordan verden udvikler sig.
Lige cirka her omkring følte jeg mig pludselig gammel.
De fremtrædende DF'ere Mogens Camre, Søren Krarup og Morten Messerschmidt slipper nu for en straffesag for overtrædelse af racismeparagraffen, ifølge dr.dk. Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination havde ellers lagt sag an mod dem, efter der var kommet udtalelser fra dem som "Asmaa Abdol-Hamid trænger til psykiatrisk behandling" og "muslimske samfund er taber-samfund". Men de slipper for sagen, fordi Statsadvokaten mener, at der gælder en særlig lang snor for offentligt debatterende politikere. Helt præcist citeres Statsadvokaten som følger:
- Statsadvokaten har ved sin afgørelse navnlig lagt vægt på, at de nævnte politikere som medlemmer af henholdsvis Folketinget og Europaparlamentet for Dansk Folkeparti har taget aktiv del i den politiske debat for en restriktiv udlændingepolitik blandt andet vendt mod muslimer.
Med andre ord, hvis det er alment kendt at man er racist må man også gerne ytre sig racistisk. Interessant.
Da det vil være læsere af min blog bekendt, at jeg ikke er nogen tilhænger af DFs særlige forestillinger om hvordan man kommer bedst ud af det med hinanden på tværs af kulturskel, så går jeg ud fra at jeg også slipper for yderligere tiltale i anledning af at jeg her kalder de 3 herrer for racister.
Her endnu et indlæg med udgangspunkt i et af numrene på folktronic. Denne gang bevæger vi os til albummets start, åbningsnummeret Ouverture.
Selve melodien opstod i et af de her magiske øjeblikke, som jeg syntes at opleve så mange af lige omkring 2000-2001. Sådan et øjeblik, hvor der pludselig står en melodi i hovedet, og det bare er med at få den skrevet ned. Dette øjeblik indtraf ombord på færgen Stena Karisma på vej fra Frederikshavn til Göteborg, hvor jeg på det tidspunkt tog klavertimer hos Rickard Åström. Færgen har et fantastisk panorama vindue, og med udsigt over et solbeskinnet Kattegat, og Sveriges vestkyst dukkende frem i horisonten, kom melodi og bas gennem min færgekaffepåvirkede hjerne ud gennem min kuglepen ned i blokken. Netop det rytmiske spil mellem melodien og bassen i nummerets A stykke var én af de ting der stod tydeligst for mig i undfangelsesøjeblikket.
Umiddelbart efter jeg var færdig med nedskrivningen stod det klart, at nummeret ville passe godt som startskuddet til min examens koncert på Konservatoriet, hvorfor jeg kaldte nummeret Ouverture. Nummeret blev det første i bemeldte examen, og titlen har holdt ved siden da.
Den udgave af nummeret der findes på folktronic er resultatet af mange forsøg, hvoraf de alle blev kasseret inden jeg kom frem til dette. Det endelige resultat er i mine ører etaf dem, hvor det er lykkedes at skabe en fusion der ikke blot lyder som klassisk cembalo og strygere, folke fiddle og harmonika, og elektroniske beats, der spiller hver sin stil synkront med hinanden, men derimod som de førnævnte ingredienser der blandes sammen til at skabe en helt ny og hidtil ukendt stil. Det er en stor tilfredsstillelse når det lykkes at få forskellige kilder til at smelte sammen til et nyt hele.
Andre numre fra folktronic, omtalt her på bloggen: Ta Prohm
folktronic er udgivet online. Det er lige knapt en nyhed for faste læsere af denne blog. Alle andre kan blive opdateret her: folktronic
Jeg vil i en række indlæg her på siden fortælle lidt mere om de enkelte numre, og jeg lægger ud bagfra, med albummets sidste nummer:
Ta Prohm.
Min kone stammer fra Cambodia, hvilket var den direkte anledning til at hun og jeg tog på besøg i landet i december 1999. Her besøgte vi blandt meget andet det verdensberømte Angkor tempel kompleks i den nordlige ende af landet, turister som vi jo (også) var. Et fabelagtigt sted, hvor arkæologer har gravet de mest fantastiske udsmykkede grandiose bygninger frem fra junglen. Den jungle, der ellers har holdt hele bygningskomplekset skjult for omverdenen i 500 år.
Det er selvfølgelig dybt fascinerende at gå rundt i templerne, der er restaureret så man føler sig hensat til Angkor periodens storhedstid. Men det mest fascinerende tempel af dem alle er Ta Prohm. Her har arkæologerne ladet træerne stå, så man kan se hvordan skoven langsomt har været ved at kvæle og nedbryde bygningerne. Trærødder og stammer går igennem og omslutter mure og relieffer i en langsom brydekamp, der igennem tusinder af år uvægerligt vil ende med skovens sejr. På mange måder et billede på Cambodia selv, hvor landets og befolkningens indre skønhed arres af de konstante konfrontationer med de kræfter der skyller henover landets historie med en voldsom ødelæggende kraft.
Vi brugte en hel dag i og på Ta Prohm. Noget af tiden gik vi bare rundt og snusede indtryk til os. Noget af tiden satte vi os og nedfældede vores indtryk som vi bedst kunne. Min kone tegnede. Jeg skrev melodien der endte med at få titlen Ta Prohm i min medbragte nodebog. Mens vi gik omkring optog jeg nogle af de lyde var i og omkring templet. Fugle. Vandløb. Uidentificerbare lyde af skoven.
Melodien Ta Prohm er en polska. Det er strengt taget en svensk form, og har som sådan ikke meget med forhistorisk Cambodia at gøre. Men dels var jeg meget optaget af polska formen på det tidspunkt; dels synes jeg, at de vildtvoksende rytmiske muligheder i polskaens grundfeeling afspejler stedet på glimrende vis.
Den indspilning af Ta Prohm der kan høres på folktronic bygger på to principper:
- rytme sporet og lydeffekterne er for størstedelens vedkommende baseret på de lyde jeg optog i Cambodia, og med hovedvægten lagt på lydene fra selve Ta Prohm området. Så rytmedelen bygger altså på en nærmest dokumentarisk tanke, med et enkelt stærkt smadret trommespor tilføjet for at give lydbilledet dybde, og suppleret med lidt percussion.
- melodien og det tonale akkompagnement kan for så vidt instrumenteres på enhver tænkelig måde. Alle muligheder står åbne. Dermed bliver det jo næsten umuligt at vælge en løsning. Så i sidste ende besluttede jeg mig for at gøre det til et dogme for indspilningen at holde det til ét instrument til alle spor, og så processere mig til bas, akkorder, forskellige melodistemmer m.m. Alle tonebærende roller er således indspillet på min harmonika.
Ta Prohm - en instrumental dokumentation af et stykke Cambodiansk historie. Velbekomme.
En lidt søgt tanke, måske, men stadig lidt fascinerende - i hvert fald indtil nogen finder på evt. at skyde den ned med noget så trivielt som videnskabeligt underbyggede fakta. Here goes:
Min kone arbejder på et lokalcenter som sosu assistent - en af de her personer som alle partier slås om at love mere i løn, uden at det af den grund har kunnet ses på vor økonomi, men det var ikke lige det, det skulle handle om. Her møder hun dagligt stærkt senile gamle mennesker, og hun fortæller af og til sørgmuntre historier om hvordan deres vrangforestillinger kan komme imellem dem selv og det vi kalder virkeligheden.
"Jeg skal skynde mig, bussen venter på mig, jeg skal ud og besøge min søn."
"Hvilken bus?"
"Se ud ad vinduet! Den, der holder lige der nede på vejen."
"Jeg kan ikke se nogen bus, og din søn er på arbejde."
"Nej nej, jeg må skynde mig afsted. Hjælp mig med frakken, jeg har travlt!"
Den her slags virkelighedsforskydninger er helt almindelige blandt senil demente.
Da jeg hørte endnu sådan en historie i går, kom jeg til at tænke på en nylig Radiolab udsendelse om tid (jeg har tidligere skrevet om Radiolab). Her forklares blandt meget andet, om Einsteins opfattelse af tid. Meget kort og forsimplet, så er Einstein bl.a. citeret for udsagnet "Tiden er en illusion". Det han mener er, at vor eksistens ikke er en vandren fra det ene øjeblik til det næste gennem noget abstrakt noget, som vi kalder for "tid". Derimod eksisterer alle mulige øjeblikke, fortidige, nutidige og fremtidige samtidigt (bemærk, hvordan det er umuligt at forklare det her uden at referere til tid; "fortidig", "nutidig", "fremtidig", "samtidigt"...), og det vi opfatter som at tiden går er i virkeligheden blot vore hjerner, der organiserer disse øjeblikke i en rækkefølge der hjælper os med at overskue vor eksistens og skabe mening i kaos. Det er selvfølgelig en meget overfladisk gengivelse af en i forvejen forsimplet fremstilling. Hvis man har en sommer eller otte til overs kan man sikkert blive klogere af at læse Einstein selv.
Koblingen til senilitet opstod, da jeg kom til at tænke, at hvis hjernens evne til at organisere øjeblikke i en meningsgivende rækkefølge af den ene eller anden grund gik i stykker, så kunne det netop give den slags meningsforvrængninger som beskrevet ovenfor med den gamle dame og bussen. Hvis man forestillede sig, at det at hun ser en bus for sig ikke er en vrangforestilling, men derimod blot et udtryk for at hendes hjerne, asynkront med virkelighedsforestillingen hos de omkringstående, er hoppet til et øjeblik hvor der holder en bus og venter, og hendes søn venter på hende med middagen klar. Det er altså ikke en vrangforestilling, men i det øjeblik hun befinder sig i, står der rent faktisk og helt fysisk og konkret en bus uden for vinduet, og hendes søn går rent faktisk og forbereder sig på besøg fra sin mor.
Hvis man kan acceptere at de her to virkelighedsopfattelser kan eksistere simultant, og blot handler om at vi oplever hver sit øjeblik, der jo allerede eksisterer, og derfor allerede er virkelige, så blever man nødt til at spørge sig selv: hvad er virkeligheden i virkeligheden for noget?
OK, der er frit slag. Alle der evt. ved nok om Einsteins relativitetsteori, senil demens, eller evt. begge dele til at kunne skyde mit tankeeksperiment ned - fire away.
Så er den nye rygelov trådt i kraft. Lad mig bare først som sidst slå fast, at jeg glæder mig usigeligt over nu at kunne gå ud, i visheden om at risikoen for at blive udsat for oplevelsesødelæggende tobaksrøg er stærkt minimeret. Det er på høje tid.
Men der har selvfølgelig været protester. Nogle har f.eks. startet et rygerparti, der satser på pladser i folketinget, med det ene formål at få frigivet rygningen igen. I sportsåndens navn skal jeg da gerne ønske dem held og lykke. Det er heldigvis gratis, da de ikke har en kinamands chance.
Et af de argumenter der lyder fra modstanderne af rygeloven, er at det at indskrænke deres mulighed for at ryge i det offentlige rum er et indgreb i deres personlige frihed. I sig selv et latterligt argument, der om man så må sige oser langt væk af den forkælede særstatus man har haft som person der insisterede på retten til at forpeste egen og andres luft. Men OK, lad os bare kigge lidt på det.
Rygning giver muligvis en umiddelbar tilfredsstillelse for rygeren, men det er samtidig en stærkt generende adfærd, der medfører en meget direkte sundhedsrisiko for éns medmennesker. For at sætte argumentet om den personlige frihed i perspektiv kan vi jo kigge lidt på hvilke andre måder at opføre sig på der også opfylder kriterierne umiddelbar tilfredsstillelse, stærkt generende og sundhedsskadelig for andre. Her en lille liste over ting der deler disse egenskaber med offentlig rygning:
Så er det en endegyldig realitet. Mit album, folktronic, er nu tilgængeligt på alskens online butikker. Her er nogle links; så er resten op til dig.
Nu, hvor det er sommer og ferie, er der tid til at reflektere lidt over det oplevne fra foråret. Også for mig, der af en eller anden grund kom til at tænke over en busreklame der kunne ses på bybusserne her i Århus i maj. Streameren prydes af fotos af Pia Kjærsgård, Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl, og ved siden af et Dansk Folkeparti logo står med sirlig skrift:
"Stram udlændingepolitik og ægte velfærd"
- vi lader den lige stå lidt ...
... og går så videre med at dissekere budskabet en anelse. For pudsigt nok, så lover reklamen fra Dansk Opportunistparti lige præcis det, jeg påstod de danske vælgere gerne vil have i mit tidligere indlæg, Skad dig selv.
"Ægte velfærd" - det er løftet om den gode samvittighed over for landets svageste. Det er værnet mod de åbenlyse uretfærdigheder.
"Stram udlændingepolitik" er så til gengæld løftet om at intet forandrer sig. En "stram udlændingepolitik" sigter på at holde antallet af udlændinge i Danmark så lavt som muligt. Vi skulle nødig komme til at se noget vi ikke kender til i forvejen, og alle disse mørkhudede, burkaklædte kvinder og langskæggede mænd på gaden lover ikke godt. Hvad bliver det næste? Turbaner?
Pudsigt nok, så er én af vejene til gennemførelsen af "stram udlændingepolitik" en reduktion af den "ægte velfærd" for de mennesker man ikke ønsker i landet. Starthjælp, 24års reglen og uværdige forhold på asylcentrene er fremragende eksempler.
Hvordan man så kan kalde noget for "ægte velfærd" når det ikke gælder alle, går forbi min forstand. Det harmonerer i hvert fald skidt med det ideologiske grundlag for velfærdstanken; vær mod andre som du ønsker andre skal være mod dig - lad dem med overskud hjælpe dem med underskud - selv en hedning som jeg fristes til at sige: elsk din næste.
Men OK, lad os bare for et øjeblik købe den med at de afbildede personer virkelig ønsker både "ægte velfærd" og "en stram udlændingepolitik", uanset hvor selvmodsigende det kan forekomme. Det kan jo være at det før i historien er lykkedes at kombinere de to ting. Lad os se om vi kan finde nogle steder hvopr det er lykkedes at skabe velstand, samtidig med at man har fået fortalt en udvalgt gruppe mennesker at de var uønskede.
- og jo, det kan vi godt finde:
Sydafrika, pre-Mandela, var et land hvor folk levede i velstand, tryghed og idel harmoni - så længe de altså ikke lige var sorte.
Nazi tyskland, hvor arierne vel egentlig havde det meget godt, så længe de ikke lige var belemret med en samvittighed der gav dem brækfornemmelser over hvordan man behandlede jøderne (eller er den sammenligning for tyk? - mnaarj, vel egentlig ikke).
De amerikanske sydstater før borgerkrigen skabte også vækst og fremgang for de udvalgte få.
Det er rart at kunne finde den slags eksempler, så vi bedre kan se for os hvad det er for et behageligt samfund vi bevæger os hen imod.
Man kan så glæde sig over, at modsvaret til de omtalte busannoncer kom fra Århus Sporveje selv. Ikke uden humor, lavede de annoncer til bagsiden af busserne. Her søgte de nye chauffører, ved hjælp af et layout der mindede forbløffende meget om DFs. Der var også 3 personer afbildet, omend disse var af anden etnisk oprindelse end dansk. Og med samme sirlige skrift som blev brugt på DFs annonoce stod skrevet: "Her er plads til alle".
Jeg blev fornylig, gennem flere af hinanden uafhængige kilder, gjort opmærksom på den fremragende podcast Radiolab. Eksperimenterende dybdegående dokumentar - som en blanding af Ultralyd og Dokumentarzonen på P1 (som også er gode). Hvis ellers dit engelsk er bare nogenlunde skarpslebent er det helt bestemt et lyt værd.
En af de udsendelser jeg er mest fascineret af lige nu er afsnittet med titlen Morality. I denne optræder et interessant dilemma, som jeg vil prøve at gengive her:
- Forestil dig at du står ved et jernbanespor. Længere fremme står 5 jernbanearbejdere og arbejder på sporet. Der er et tog på vej, og det kører så stærkt at de ikke kan slippe væk. Ved siden af dig er der en sporskifte kontrol; hvis du bruger den vil toget køre ind på et andet spor, og de 5 vil være reddet. Men på det andet spor står der også en arbejder, som så vil dø i stedet for. Vil du lade den ene dø for at redde de 5 andre?
Efter at have svaret på det, så læs videre:
- Forestil dig samme situation; et tog bruser frem mod 5 mand, der ikke kan nå at slippe væk. Denne gang står du på en bro over sporet, så du kan ikke redde dem ved at betjene sporskiftet. Til gengæld står der en mand ved siden af dig på broen, og hvis du giver ham et skub i ryggen vil han falde ned på sporet, og afspore toget. Det vil han dø af, men til gengæld redder de 5 andre livet. Så ville du skubbe ham ud foran toget for at redde de 5 andre?
Programmet afslører, at langt de fleste ikke har svært ved at svare ja til at ville lede toget over på det andet spor. Men de samme mennesker ville til gengæld aldrig skubbe nogen ud foran toget, uanset hvor mange det så reddede. Og det på trods af, at begge situationer ifølge programmet moralsk set burde være ens; du gør dig skyldig i én persons død, men redder til gengæld livet for 5 andre personer.
Programmet går videre med at undersøge hvorfor det er sådan, og fortsætter derefter med at undersøge andre aspekter af moral.
Men de glemmer nu én ting, én mulig løsning på dilemmaet. Så vidt jeg kan se er der en moralsk rigtig udgang på situation nr. 2 - men det kan jeg muligvis komme til senere.
Indtil da kan afsnittet høres ved at klikke her.
Jeg har fået min billet til at slippe ud af A-kassens klamme og let inkompetente greb. Fremover vil jeg være at finde som projektleder og lærer på Engelsholm Højskoles nye linie, Kultur Købmand.
Kultur Købmand er et koncept der skal uddanne unge mennesker med lyst til at virke som kreative iværksættere. Meningen er at de skal have styrket både deres kreativitet og deres evner indenfor de mere "tørre" forretningsmæssige aspekter af at være en god iværksætter. Med andre ord, der skal skabes unge mennesker der både kan få en god idé og føre den ud i livet.
Mit fokus vil være på at fremme kreativitet og nye ideer. Mit hold kommer til at bestå af folk der allerede har meldt sig til en af Engelsholms højt profilerede linier inden for kunst, kunsthåndværk og musik, så vi skal lave projekter på tværs af udtryk og genrer, og præsentere dem for hinanden, højskolen og den øvrige omverden via performances, udstillinger, installationer, koncerter, på CD, på nettet, eller på steder og måder jeg ikke kan finde på uden hjælp fra de kreative elever. Derudover skal vi have besøg af spændende og inspirerende kunstnere og folk med kendskab til de forskellige grene af den brede branche man under et kalder "kultur".
Konceptet er udviklet i samarbejde med Handelsskolen i Horsens, og meningen er at kombinere højskolens kreative og humanistiske indgang til kultur med de mere tekniske og administrative kompetencer som en handelsskole kan give. Endemålet for Kultur Købmand projektet er at lave en uddannelse der tages med et basisår på Engelsholm Højskole, og derefter to år på Horsens Handelsskole. Efter denne 3 årige uddannelse kan man så tage kasketten på med påskriften "Kultur Købmand".
Selvom jeg har fulgt udviklingen af idéen på sidelinjen, så er det lidt hovedkulds for mig at være blevet kastet ind på tovholderpladsen - men også spændende. Jeg glæder mig til at udvikle videre på konceptet; det er slet ikke usandsynligt at det vil afstedkomme flere indlæg her på siden.
Så herefterdags vil jeg kunne findes på det herover så smukt afbildede slot.
Jeg har gennem de seneste år haft et samarbejde med sangeren og sangskriveren Martin Høybye om at udvikle en ny hybrid af vores forskellige stilretninger. Martin bringer klassisk singer-songwriter lyd og bid til projektet med kraftfuld vokal og en baggrund i country og anden amerikansk roots-musik. Jeg kommer med mit elektroniske/europæiske/nordiske islæt, og tilsammen bliver det noget vi ikke lige har hørt før. Det er altid sjovest når man kan komme op med noget helt unikt.
Arbejdsgangen er, at Martin skriver sangen og indspiller guitar og vokal i sin skurvogn lidt uden for Horsens. Dette får jeg så overdraget, hvorefter jeg har frie hænder til at hive og rykke i timingen, ændre akkorder, taktart, feeling og hvad jeg ellers lige synes passer til nummeret, hvorefter vi gennem fælles kommunikation får numrene gjort færdige.
Projektet har af mange grunde kun udviklet sig langsomt igennem længere tid, men forleden kom Martin forbi til en kop kaffe, og under armen havde han sporene til 7 nye sange. Så nu begynder det projekt at rykke igen.
Hvis man skulle have lyst, kan det første nummer vi lavede sammen høres på min myspace profil. Flere previews burde kunne forventes indenfor de nærmeste måneder. Jeg skal give besked.
At følge politikere kan være en deprimerende oplevelse. Mange vil sikkert give mig ret, og der vil sikkert være mange grunde til at det er sådan. Her er en af mine:
Politikere har glemt hvorfor de er blevet politikere.
Politikere er ikke længere styret af hvad de tror på. De er ikke styret af et ønske om at forandre verden. De er ikke styret af en forestilling om hvordan alting kunne blive bedre. I stedet ønsker de at være ved magten, og blive ved den for enhver pris.
Det sker i en sådan grad at en mand der er populær og ser godt ud kan starte et nyt succesfuldt parti uden at have en formuleret politik.
En kvinde der også er smart at se på kan blive valgt til partiformand på et løfte om at skaffe magten tilbage til sit parti, men igen uden at have en formuleret politik.
Grunden til at det indtil videre går godt kunne f.eks. være det eksempel der er sat af en anden politiker, der før i tiden på skrift har talt for velfærdsstatens afskaffelse, og i sin fortid har udvist en grad af arrogant foragt for statsadministrationen der kostede ham en ministerpost. Bemeldte politiker opgav alle idealer, fik lavet nogle markedsundersøgelser af hvad vælgerne vil have, lovede dem (os) det, og nu er han statsminister på et valgprogram han før i tiden ville have forsvoret nogen sinde at skulle stå inde for.
Og hvad er det så vi vil have? Hvad er det man kan blive statsminister på at love (og, indrømmet, også levere)? Det er en nogenlunde god samvittighed over for landets svageste og de helt åbenlyse uretfærdigheder - med andre ord, velfærdsstatens bevarelse i sin nuværende form. Men først og fremmest er det så få forandringer som overhovedet muligt. For vi hader tanken om at en eller anden fiks idé om en mere ligelig fordeling af goderne her i verden rent faktisk kunne risikere at gå ud over noget af vores egen velstand. Selvom vi nok har idealer for hvordan verden kunne se ud, så skulle det nødigt gå ud over os selv.
Når man kan nå så langt på at tale til vælgernes egoisme og selvtilstrækkelighed, så er der ikke noget at sige til at andre magtliderlige politikerspirer lugter lunten og tilpasser deres valgprogrammer. At intet forandres, det er det løfte både Fogh, Thorning og Khader giver os. Ganske uanset at Fogh er liberalist, der helst så velfærdsstaten hen hvor peberet gror. Uanset at Thorning er socialist, der har det synspunkt i parti-bagagen, at de rige bør bidrage væsentligt mere til fælleskassen. Uanset at Khader har det gamle synspunkt med sig, at man bør beskatte de enorme friværdier der eksisterer i danske ejendomme. På alle disse områder går politikerne helt bevidst efter at vinde valget. De går efter det synspunkt, der er stemmer i - ikke det, de tror på.
Jeg savner sådan at høre en politiker sige:
Jeg mener det, jeg mener. Hvis der er opbakning til det blandt vælgerne er det godt, men hvis ikke, så er det bare ærgerligt; det får mig ikke til at ændre mine synspunkter.
På Christiansborg kan jeg lige nu kun finde to partier der ikke mere eller mindre åbenlyst ændrer deres synspunkter for at få magt; Enhedslisten og Det Radikale Venstre. Udenfor Folketinget kunne man også pege på Liberalisterne eller Minoritetspartiet, som nogle der står ved deres synspunkter, uanset om det er vindersager eller ej.
Min opfordring, når der skal stemmes igen en gang, er at kigge på udbuddet af partier med et andet blik end det der handler om hvordan du meler din egen kage bedst. Tag stilling til hvordan du helst ser verdens problemer løst, og stem på nogen der vil det samme som dig. Hvis du lige som jeg mener, at meget var bedre hvis verdens rigdomme var helt anderledes fordelt, så kan det godt være at du derved vil komme til at stemme på nogen der går ind for at du selv ender med at være en fattigere person. Men dit politiske bidrag på din stemmeseddel handler ikke om at sørge for at dine mursten stadig kan sælges med en fortjeneste på 10.000 kr. pr. kvm. for hvert år du har ejet dem. Dit bidrag på stemmesedlen er dit bidrag til at hele verden bliver et bedre sted.
Ikke kun din verden. Hele verden.
Så derfor; når tiden kommer til at vi skal yde vores bidrag til folkestyret, så tag et globalt ansvar. Også selvom det kan gå ud over din egen private interesse. Om nødvendigt: Skad dig selv!
Hermed en anbefaling for mine med-nørder: tegneserien Kristers Oplevelser.
Krister er en ung mand der lever et på mange måder ubemærkelsesværdigt liv, hvis ikke det var fordi, at alt hvad der kommer ud af munden på ham kommer i form af palindromer. Palindromer er ord og sætninger der staves ens forfra og bagfra. Det kan være ord som "Otto", "kajak" eller "regninger", eller sætninger som "er de bedre?", "ret skæve vækster" eller "Dame, jeres fatalitet dømmer få fremmødte til at afse rejemad".
Som det fremgår, så kan palindromer blive til rimeligt komplicerede og lange sætninger hvis man gør sig umage med dem, men disse sætninger lider ofte under to forhold;
- de bliver ret konstruerede, rent sprogligt, og
- de får et indhold der gør, at de kun vil fremkomme naturligt i situationer der i virkelighedens verden har meget lidt chance for at opstå.
Tegneserien har det så som sit oplæg at sørge for at Krister kommer ud for situationer der retfærdiggør at han rabler lange sætninger af sig med masser af fyldord, navne der ikke forekommer mange andre steder, og handlinger der kan synes absurde, men som til gengæld staves éns fra begge ender. Eller, som seriens skabere selv siger; "I Kristerserien er det ikke handlingen der styrer replikkerne, men replikkerne der styrer handlingen".
Serien skrives og tegnes af Kristian Pedersen og Jakob Fredslund, der også bestyrer siden www.palindromer.dk. Man kan læse alle serierne online, og man kan også bestille dem på papir til særdeles rimelige penge, i form af albummet "Fuglen, ak, nu kun kanelguf".
Der findes, ihvertfald i min forståelse, nogle grænser for hvad der almindeligvis betragtes som acceptabelt i det politiske liv. Der er nogle tabuer som de fleste politisk aktive mennesker her i landet nødigt overskrider. Nogle dogmer og handlemåder vi accepterer som en del af fundamentet for at det parlamentariske demokrati kan fungere. Man kunne i mangel af bedre ord kalde dem politiske konstanter, som jeg har gjort i overskriften her.
En af disse konstanter er afvisning af terrorisme. Hvis man vil noget i det parlamentariske demokrati, accepterer man at afstå fra at bruge terrorisme som middel i sit politiske virke.
En anden konstant er menneskerettighederne. Hvis man vil noget i det parlamentariske demokrati, accepterer man at menneskerettighedskonventionen er en del af fundamentet for vores forståelse af os selv og hinanden som individer i demokratiet.
Den respekt for hinanden der nødvendigvis må være grundlaget for demokratiet, byder os disse grænser. Hvis du er parat til at tage andres liv i en terroraktion for at fremme dine egne politiske idéer, så viser du manglende respekt for dine medmennesker. Hvis du er parat til at se stort på andres rettigheder ved at tage afstand fra definitionen på disse rettigheder, så viser du igen manglende respekt for dine medmennnesker. Den humanisme (her forstået som respekt for det enkelte medmenneske) der er grundtanken bag moderne demokrati gør, at vi er nødt til at forholde os afvisende overfor brud på disse grænser, såvel som en række andre grænser.
Hvis du overskrider de politiske konstanter kan det blive fatalt for dine medmennesker, og noget af det vi netop skulle undgå med et humanistisk demokrati var at mennesker behandler andre så dårligt at de risikerer at dø af det.
Her er så lige nogle eksempler hvor folk går over grænsen:
- Jeg er som så mange andre ved at læse Peter Øvig Knudsens bog om Blekingegadebanden. I denne omtales den ideologiske bagmand for hvad der sandsynligvis må betegnes som en egentlig dansk terrorgruppe. Manden hed Gotfred Appel, og han skrev bl.a. et skrift med titlen Terror, hvor han skrev at terror ikke kan forkastes moralsk, og et det "selvsagt" i en tilspidset politisk kamp er tilladt de revolutionære at "nedskyde fremtrædende enkeltpersoner" blandt magthaverne, tage gidsler og andre former for voldshandlinger (tekst i kursiv citeret fra bogen).
- En anden grænsebryder i denne sammenhæng er Søren Krarup. Han har gentagne gange taget afstand fra både menneskerettigheder og humanisme som ide, som f.eks. i dette skrift, hvor han bl.a. skriver: Der er dem, der tror, at menneskerettighederne har med lov og ret at gøre. De tror, at med menneskerettighederne er der lovgivet med henblik på en beskyttelse af mennesket. Intet kan være mere forkert. Blandt mange andre udfald.
Begge disse overskridelser af grænserne for det politisk alment acceptable er fatale. Appels forsvar for terrorisme har kostet mindst én dansk politimand livet, og har resulteret i medansvar for adskillige dødsfald ved internationale terroraktioner i 70erne og 80erne, samt ved kampene i mellemøsten. Krarups foragt for menneskerettigheder og ligegyldighed med den næste der ikke står lige ved siden af ham (hvilket er hans særlige udlægning af rækkevidden af det kristne begreb "næstekærlighed") har medvirket til at skabe en politik hvor man i Danmark udviser flygtninge til det de var flygtet fra, og hvor man medvirker til en ubegrundet krig der har kostet mange mennesker livet.
Gotfred Appel er død, men var han i live i dag ville han nok blive stillet for en dommer og komme i fængsel i relativt mange år.
Søren Krarup sidder i folketinget, i en position hvor han har afgørende indflydelse på politikken her i landet.
Der er megen snak om burkaer, og hvordan man skal forholde sig til dem. Nu også her på denne blog.
Jeg vil ikke gå i dybden med de åbenlyst tåbelige holdninger der eksisterer til hvorvidt man kan passe det ene eller det andet job med burka på, men blot konstatere at skulle man tage de argumenter der kommer fra hele det politiske spektrum alvorligt, så ville konsekvensen være at det at gå med burka er ensbetydende med at man ikke er i stand til at have noget liv overhovedet. Kvinder med burka får også børn (og skal man tro fordommene og måske også statistikkerne får de vist endda flere børn end de fleste andre), og er vist i stand til at finde ud af at være sammen med dem privat. Så kan de såmænd nok også finde ud af at være sammen med børn professionelt. Overfør selv til andre af de erhverv der nok kunne trænge til at blive frisket op med tilstedeværelsen af personer med en alternativ klædedragt. Som f.eks. folketingspolitiker.
Derimod er det nok værd at beskæftige sig lidt med det argument mod burkaen, at den er udtryk for undertrykkelse af kvinder og deres seksualitet.
Jo, undertrykkelse er noget skidt, og det skal vi tage afstand fra overalt hvor vi møder det. Religiøst betinget undertrykkelse af kvinders seksualitet er helt sikkert ingen spøg for dem der er udsat for at få deres vilje knægtet med så rigide midler som at måtte tage en dragt på der anonymiserer dem fuldstændigt.
Så vi skal altså bekæmpe religiøst betinget undertrykkelse af menneskets seksualitet når vi møder det? Også selv om de undertrykte påstår selv at have valgt det? For de er jo trods alt hjernevaskede af deres religiøse overhoveder, og ved med overvejende sandsynlighed ikke længere hvad der er rigtigt og forkert?
I så fald vil jeg gerne slå til lyd for at der slås et slag for katolske præster, munke og nonner verden over. Gerne et stort og offentligt slag, med deltagelse fra de mest markante folketingspolitikere, feminister og øvrige debattører landet kan mønstre. Disse stakkels mennesker er jo p.g.a. deres religion tvunget til at undertrykke deres seksualitet i en grad som end ikke burkaen formår. De er pålagt et liv i cølibat! De er fuldstændigt afskåret fra at have et seksualliv, og det kun på foranledning af deres religionsudøvelse. Selv kvinder klædt i burka dyrker dog sex af og til - ellers ville de jo ikke få de føromtalte børn.
Hverken bibelen, koranen eller Darwin påstår mig bekendt at mennesket er skabt til ikke at formere sig, så uanset hvilken af de for tiden herskende religioner her til lands man bekender sig til, så må man kunne støtte op om det synspunkt at det katolske cølibat ikke er en naturlig ting. Det er vel trods alt ikke tilfældigt at et så uforholdsmæssigt stort antal katolske præster rundt om i verden de seneste år er blevet taget i at begå seksuelle overgreb mod børn. Det burde være en smal sag at skaffe opbakning til en generel kamp mod cølibatet. Det er religiøst betinget seksuel undertrykkelse af værste skuffe.
Hvordan skal man så gribe sådan en kamp an?
Man kunne f.eks. forestille sig at man for at få lov til at forkynde her i landet ikke blot skal bestå den sprogtest som nogle politikere har foreslået, men også skal kunne fremvise en ægtefælle eller registreret partner. Eller hvad med et krav om at nonner og munke ikke længere må bo adskilt? Meningsdannernes fantasi overgår sikkert min, så jeg er sikker på at der ikke vil mangle kreative ideer til at komme de stakkels, hjernevaskede katolikker til undsætning.
Nonner og munke, søstre og brødre, hold ud! Hjælpen er nær!
Jeg har for nylig kastet mig ud i et nyt nørdet lyd projekt. Lyd baseret på billedfiler.
Idéen bag projektet er at udnytte det forhold, at lyd gemt på computeren, ligesom al anden digital data, lagres som en række 1er og 0er. Når computeren skal afspille lyden foregår det ved at konvertere bytes til lyd. Deraf følger, at alle data i princippet kan afspilles som lyd, hvis bare man kan narre maskinen til at tro at det man fodrer dens lydkort med er en lydfil.
Efter nogle eksperimenter er jeg endt op med at lave nogle meget simple akvareller, skræddersyet til at give et lydmæssigt interessant resultat. Disse akvareller er blevet scannet ind, blevet bearbejdet i et fotoredigeringsprogam, og derefter konverteret til lyd, der så igen er blevet forarbejdet. Nu er jeg nået dertil hvor jeg begynder at sætte dem sammen til noget lyd. Det er lydforløb der prøver at indgive en abstrakt fortælling af en slags, ved at præsentere sig i et forløb med en overordnet udvikling, med lyde der kommenterer det overordnede forløb og hinanden. Lydene er primært forskellige varianter af støj, mange af dem med tydelige stigende og faldende tonehøjder. Nogle ville måske kalde det for noise eller lydkunst. Jeg tror nu nok jeg nøjes med at kalde det musik.
Jeg skal selvfølgelig lade verden det vide når det er muligt at høre noget af det. Indtil da må jeg nøjes med at dele fornøjelsen med mig selv.
Jeg underviser i klaver og sammenspil på Den Kreative Skole. Før kommunesammenlægningen lå jobbet i en mindre kommunes Kulturværksted. Begge steder er startet som egentlige musikskoler, men har udvidet paletten til andre kreative emner (billedkunst, teater, dans, osv.). Men musikundervisningen for børn er stadig den største aktivitet.
Kreativ. Kulturværksted.
Selvforståelsen er klar nok: når vi underviser i musik har vi med et kreativt fag at gøre. Det gælder ikke bare på min arbejdsplads, men også i undervisningsmiljøerne som sådan. Den offentlige debat deler ofte skolefagene op i boglige og kreative fag, og musik hører til blandt de sidste.
I min ordbog, under kreativ, står der "skabende". En kreativ person er én, der kreerer. Er nyskabende og innovativ. Når man er kreativ beriger man verden med noget der ikke er set eller hørt før - ellers ville det jo ikke være nyt, og man ville ikke være nyskabende og kreativ.
Men hvad er det så lige der foregår i disse kreative timer på musikskolen?
98% af tiden beskæftiger vi os med musik der allerede er udtænkt og udført af andre. Vi spiller allerede eksisterende sange og værker. Det kan f.eks. være Mozart, Beatles eller Chick Corea, men uanset hvem der er ophavsmand til musikken, så er det hele tiden materiale hentet fra den nære eller fjerne musikhistorie. Jeg kan selvfølgelig kun beskrive min egen undervisning præcist, men min fornemmelse siger mig at den ikke er så rasende anderledes end de fleste af mine kollegers.
Vi træner med andre ord musikeleverne op i at være formidlere af kulturhistorie. Det er for så vidt ædelt nok; kulturhistorien skal bestemt formidles, og jo mere kompetent det gøres, jo bedre. Men der er ikke meget kreativt over det. Min påstand er, at vores undervisning i langt højere grad er reproduktiv end kreativ.
Lad os prøve at sammenligne med andre fag.
- billedkunst: skulle man undervise i billedkunst på samme måde som i musik, ville de fleste formningstimer i folkeskolen gå med at lave reproduktioner af Monet's Åkander og andre klassikere, og paint-by-numbers discipliner. Det er der ikke rigtig tradition for her i landet.
- drama: mange dramaforløb ender i en opførsel af et allerede eksisterende stykke, men for at nå dertil laves der masser af øvelser der primært baserer sig på improvisation. Man starter sjældent med at lære et manuskript fra dag 1.
- dansk: selv i dette fag, der ellers regnes blandt de boglige, lærer eleverne primært at formulere sig ved at bruge deres kreative evner. De skal selv finde på historier og selv sætte ord sammen. Der er ikke mange der tror på idéen om at man bedst lærer at stave ved at skrive retstavningsordbogen af.
Så altså; i masser af andre sammenhænge tror vi på, at det der udvikler børns evner mest er at give dem mulighed for selv at finde på. Men inden for musik er det åbenbart blevet tradition, at vi bedst lærer eleverne at udtrykke sig ved at gentage hvad der allerede er sagt.
Hvorfor nu det?
Solen skinner, og man kan hænge vådt vasketøj ud og tage det tørt ind igen 2 timer efter.
Ingen eksistentielle, politiske eller filosofiske statements eller spørgsmål i denne post. Blot en konstatering af at det er forår. Nyd det!
Jeg så i nyhedsdækningen rundt omkring at der er planer om at bygge en moske i København. Græsrødder her i Århus prøver også at få bygget en moske i nærheden af Gellerup.
At planerne nu er ved at være konkrete er vist hvad man må kalde på høje tid. Med det antal muslimer der bor her i landet er det stærkt tankevækkende, for nu at sige det mildt, at der ikke for længst er bygget mindst én moske på dansk jord.
På trods af at de katolske og jødiske menigheder i Danmark er meget mindre end den islamiske, så findes der dog både katolske kirker og jødiske synagoger. Tænk engang, at en så stor religion som islam, Danmarks næststørste, må klare sig med lagerhaller og forladte kontorbygninger for at afvikle deres højtideligheder. I et land med religionsfrihed.
Uanset hvor skylden ligger for at moskeen kommer så sent, så er det vist ikke løgn at de danske myndigheder ikke ligefrem har skubbet på for at få virkeliggjort planerne. Der findes politikere her i landet der kalder enhver indrømmelse over for islam og muslimer her i landet for et "knæfald for islam". At der ikke allerede står moskeer i alle danske byer med en islamisk menighed på over 1000 personer er efter min mening udtryk for et knæfald for de nationalistiske kræfter i Danmark.
Hvis man følger debatten om indernettets nutid og fremtid, vil man have lagt mærke til begrebet "web 2.0". Det begreb, der dækker over, at vi brugere selv er med til at levere og påvirke indholdet på nettet, ganske som det sker på fora og blogs som denne.
Jeg hørte det for nyligt debatteret i Kaffeklubben på P1 (meget naturligt, da programmet netop tager sit udgangspunkt i blogs - spændende og anbefalelsesværdig radio). Her skelnede debattørerne meget skarpt mellem det "virtuelle" liv og det "virkelige" liv. Ellen Trane Nørby bemærkede, at internettet forhåbentlig altid vil være det uregulerede frirum det er i dag. En anden (Pernille Rosenkrantz-Theill?) snakkede om hvordan web 2.0 giver os mulighed for at eksperimentere med andre identiteter.
Men er skellene så skarpe mellem livet på nettet og i virkeligheden?
Er vores færden på nettet ikke virkelig? I så fald er den musik jeg laver over nettet med andre mennesker heller ikke virkelig, eller hvad?
Hvis nogen sårer min netidentitet, behøver mit virkelige jeg så ikke føle sig krænket? Hvis nogen skriver noget rart til monsdrum, er den glæde som David Mondrup føler derved så falsk? Eksisterer min webidentitet ikke i virkeligheden? Jeg tror nok at nogle af de andre webidentiteter jeg arbejder sammen med, og som er afhængige af min indsats, og hvis samarbejde jeg også selv er afhængig af, ser min eksistens som en meget konkret virkelighed. Jeg tror også at de fysiske personer, som disse webidentiteter er en forlængelse af, ser både monsdrum og den fysiske David Mondrup som meget konkrete størrelser her i verden.
At vi bevæger os i den virtuelle verden gør os ikke ansvarsfri. Nettet er muligvis det lovløse vilde vest lige nu, men det bliver ikke ved med at være fedt at være på det hvis det at vi befinder os på nettet giver os carte blanche til at opføre os som vi vil, uden tanke på konsekvens, hvad enten den konsekvens er for vores fysiske eller virtuelle jeg. I den virkelige verden fungerer sameksistens ikke uden regulering. Bliver det mon ved med at gå i world wide web, version 2.0?
Så er det sket. I dag blev kontrakten underskrevet og masteren afleveret. Inden for de nærmeste måneder vil monsdrum's debutalbum, folktronic, blive udgivet på alskens onlinebutikker, med god hjælp fra Erling Olsen og Go Dansk Folkemusik.
Tak for det - jeg glæder mig!
Jeg har gennem de seneste 5 år meget sporadisk lavet musik sammen med Mark McGouirk, amerikaner og guitarist. Det er spændende og lærerigt af mange grunde:
- vi har aldrig mødt hinanden, men kun kommunikeret via email, med alle de særlige forhold der gør sig gældende når man snakker om noget så personligt som musik gennem noget så upersonligt som rent skriftsprog
- selvom vi har nogle musikalske fællestræk, så kommer vi også fra hvert sit sted, og det kan være sin sag at få elektronisk folkemusik og fusionsjazz til at mødes
- responstiden er meget længere ved denne slags samarbejder end der ville have været hvis vi havde arbejdet side om side
- der er i det hele taget en del tekniske barrierer der skal overvindes når lydspor og ideer skal kommunikeres over Atlanten
Resultaterne er noget anderledes end nogen af os nok havde forventet fra starten af, men dog ret tilfredsstillende. Det seneste spor, "The Lakeside Encounter" er en 10 minutter lang delt improvisation, hvor Mark har lavet noget, som jeg så har ændret og tilføjet til, hvorefter han har gjort det samme ved mit resultat. Da vi ikke kunne finde på mere at lave ved det derefter tog vi det som et tegn på at det nok var færdigt. Det lyder ikke som noget jeg har hørt før, så det er svært at give det en genrebetegnelse. Man kan til gengæld godt give det et lyt.
"The Lakeside Encounter" kan høres på monsdrum.mymusic.dk. Velbekomme.
Jeps - et politisk buzzword af den slags der bruges af skamløse opportunister til at sætte etiketter på hele befolkningsgrupper. Senest set af de begavede politikere i folketinget, der ikke godvilligt ville byde velkommen i deres midte til den del af den danske virkelighed der udgøres af tørklædeklædte muslimske kvinder.
Fundamentalister er folk der kun accepterer én sandhed.
Fundamentalister er folk der dogmatisk og kritikløst bruger religionen og/eller nationen som den lov de lever deres liv efter.
Fundamentalister er folk der opdeler verden i "rene" og "urene", i "os" og "dem".
Heldigvis er vi danskere så kloge, at vi har gennemskuet fundamentalisterne.
Vi danskere er ikke fundamentalister. Til genæld er vi begavet med det store held, at vi altid har ret.
Der er forhandlinger undervejs om at udgive noget af min musik, hvilket dem der kender mig naturligvis vil vide at jeg er pavestolt over. Faktisk er forhandlingerne så langt at der kun mangler en underskrift på et stykke papir, så vil mit første album, "folktronic", være på nettet (ikke "gaden", men "nettet"; det skal forstås sådan, at det kan købes på itms, tdconline/payload.dk/bilka.dk/foetex.dk, emusic.com, og sikkert også en del andre jeg ikke lige kan huske eller har fået at vide helt præcist).
Numrene er en fusion af folkemusik og electronica. "Nåå, ligesom Sorten Muld?" (lyder så standard spørgsmålet). Nej, ikke ligesom Sorten Muld. Sorten Muld, som jeg iøvrigt holder meget af og har den dybeste respekt for, lægger folkemusik og techno oven i hinanden i en spændende lagkage, som nok smager dejligt, men det er stadig tydeligt hvor kagebunden slutter og jordbærrene begynder. monsdrum: folktronic er 8 numre hvor ingredienserne er blandet sammen, sådan at man ikke lægger mærke til hvad der er æg og hvad der er mel, men blot at man har én (forhåbentlig nydelsesværdig) rørt kage. Og med denne helt nye kagemetafor for musik blev min helt nye blog for alvor skudt igang. Endnu en gang velkommen til - der vil komme mere om udgivelsen og om alt muligt andet inden for kort tid. Måske allerede i aften.
Så sker det at jeg også får en af disse så hypermoderne blogs. Jeg vil bruge den til at skrive hvad jeg tænker, som andre måske har lyst til at læse. Eller også har de ikke. Det er op til dig. Lige om ikke så længe kommer der nok noget med mere substans i. Kommenter gerne, og hvis du vil vide mere om mig, så skriver jeg lige lidt CV-agtigt i det dertil indrettede felt lige så snart jeg lige opdager hvordan man gør det. Sit tight.
