Ny musik
Jeg har gennem de seneste år haft et samarbejde med sangeren og sangskriveren Martin Høybye om at udvikle en ny hybrid af vores forskellige stilretninger. Martin bringer klassisk singer-songwriter lyd og bid til projektet med kraftfuld vokal og en baggrund i country og anden amerikansk roots-musik. Jeg kommer med mit elektroniske/europæiske/nordiske islæt, og tilsammen bliver det noget vi ikke lige har hørt før. Det er altid sjovest når man kan komme op med noget helt unikt.
Arbejdsgangen er, at Martin skriver sangen og indspiller guitar og vokal i sin skurvogn lidt uden for Horsens. Dette får jeg så overdraget, hvorefter jeg har frie hænder til at hive og rykke i timingen, ændre akkorder, taktart, feeling og hvad jeg ellers lige synes passer til nummeret, hvorefter vi gennem fælles kommunikation får numrene gjort færdige.
Projektet har af mange grunde kun udviklet sig langsomt igennem længere tid, men forleden kom Martin forbi til en kop kaffe, og under armen havde han sporene til 7 nye sange. Så nu begynder det projekt at rykke igen.
Hvis man skulle have lyst, kan det første nummer vi lavede sammen høres på min myspace profil. Flere previews burde kunne forventes indenfor de nærmeste måneder. Jeg skal give besked.







0 kommentarer:
Send en kommentar