Skad dig selv

At følge politikere kan være en deprimerende oplevelse. Mange vil sikkert give mig ret, og der vil sikkert være mange grunde til at det er sådan. Her er en af mine:

Politikere har glemt hvorfor de er blevet politikere.

Politikere er ikke længere styret af hvad de tror på. De er ikke styret af et ønske om at forandre verden. De er ikke styret af en forestilling om hvordan alting kunne blive bedre. I stedet ønsker de at være ved magten, og blive ved den for enhver pris.

Det sker i en sådan grad at en mand der er populær og ser godt ud kan starte et nyt succesfuldt parti uden at have en formuleret politik.

En kvinde der også er smart at se på kan blive valgt til partiformand på et løfte om at skaffe magten tilbage til sit parti, men igen uden at have en formuleret politik.

Grunden til at det indtil videre går godt kunne f.eks. være det eksempel der er sat af en anden politiker, der før i tiden på skrift har talt for velfærdsstatens afskaffelse, og i sin fortid har udvist en grad af arrogant foragt for statsadministrationen der kostede ham en ministerpost. Bemeldte politiker opgav alle idealer, fik lavet nogle markedsundersøgelser af hvad vælgerne vil have, lovede dem (os) det, og nu er han statsminister på et valgprogram han før i tiden ville have forsvoret nogen sinde at skulle stå inde for.

Og hvad er det så vi vil have? Hvad er det man kan blive statsminister på at love (og, indrømmet, også levere)? Det er en nogenlunde god samvittighed over for landets svageste og de helt åbenlyse uretfærdigheder - med andre ord, velfærdsstatens bevarelse i sin nuværende form. Men først og fremmest er det så få forandringer som overhovedet muligt. For vi hader tanken om at en eller anden fiks idé om en mere ligelig fordeling af goderne her i verden rent faktisk kunne risikere at gå ud over noget af vores egen velstand. Selvom vi nok har idealer for hvordan verden kunne se ud, så skulle det nødigt gå ud over os selv.

Når man kan nå så langt på at tale til vælgernes egoisme og selvtilstrækkelighed, så er der ikke noget at sige til at andre magtliderlige politikerspirer lugter lunten og tilpasser deres valgprogrammer. At intet forandres, det er det løfte både Fogh, Thorning og Khader giver os. Ganske uanset at Fogh er liberalist, der helst så velfærdsstaten hen hvor peberet gror. Uanset at Thorning er socialist, der har det synspunkt i parti-bagagen, at de rige bør bidrage væsentligt mere til fælleskassen. Uanset at Khader har det gamle synspunkt med sig, at man bør beskatte de enorme friværdier der eksisterer i danske ejendomme. På alle disse områder går politikerne helt bevidst efter at vinde valget. De går efter det synspunkt, der er stemmer i - ikke det, de tror på.

Jeg savner sådan at høre en politiker sige:

Jeg mener det, jeg mener. Hvis der er opbakning til det blandt vælgerne er det godt, men hvis ikke, så er det bare ærgerligt; det får mig ikke til at ændre mine synspunkter.

På Christiansborg kan jeg lige nu kun finde to partier der ikke mere eller mindre åbenlyst ændrer deres synspunkter for at få magt; Enhedslisten og Det Radikale Venstre. Udenfor Folketinget kunne man også pege på Liberalisterne eller Minoritetspartiet, som nogle der står ved deres synspunkter, uanset om det er vindersager eller ej.

Min opfordring, når der skal stemmes igen en gang, er at kigge på udbuddet af partier med et andet blik end det der handler om hvordan du meler din egen kage bedst. Tag stilling til hvordan du helst ser verdens problemer løst, og stem på nogen der vil det samme som dig. Hvis du lige som jeg mener, at meget var bedre hvis verdens rigdomme var helt anderledes fordelt, så kan det godt være at du derved vil komme til at stemme på nogen der går ind for at du selv ender med at være en fattigere person. Men dit politiske bidrag på din stemmeseddel handler ikke om at sørge for at dine mursten stadig kan sælges med en fortjeneste på 10.000 kr. pr. kvm. for hvert år du har ejet dem. Dit bidrag på stemmesedlen er dit bidrag til at hele verden bliver et bedre sted.

Ikke kun din verden. Hele verden.

Så derfor; når tiden kommer til at vi skal yde vores bidrag til folkestyret, så tag et globalt ansvar. Også selvom det kan gå ud over din egen private interesse. Om nødvendigt: Skad dig selv!