tirsdag den 22. januar 2008

Prioriteter

Der er så meget snak om hvad der egentlig er vigtigst. Ikke direkte, men mellem linjerne. F.eks. er der for tiden en debat om dagpenge til kunstnere, og om hvorvidt en stramning af dagpengereglerne vil gå ud over det danske kulturliv. Jeg kunne finde på at give min holdning i den debat til kende i et senere indlæg - her skal det handle om noget andet.

Der bliver sagt og skrevet meget i debatten om rimeligheden af at kunstnere går rundt og skaber kunst på vores andres regning, i stedet for at tage "et arbejde". Når nogen på den måde ytrer, at det at skabe kunst tilsyneladende ikke er "et arbejde", afslører de dermed hvad de vægter som vigtigst. At indgå i det produktive liv, og medvirke til at skabe økonomisk vækst og velstand, fremstår som det vigtigste - det er i hvert fald vigtigere end at være med til at skabe kunstnerisk udvikling. Kun hvis man via sin kunstneriske udvikling er så heldig samtidig at skabe økonomisk vækst, har kunsten egentlig værdi. Det modsatte argument - at din virksomheds økonomiske resultater kun har reel og egentlig værdi hvis det der skaber væksten også samtidig resulterer i kunstnerisk udvikling - høres aldrig. Sådan er der pudsigt nok ikke nogen der tænker - i hvert fald ikke højt nok til at jeg har hørt det.

Den her måde at prioritere på undrer mig meget. For selvom det da er en rar fornemmelse at være fri for at lide alvorlig økonomisk nød, så må jeg spørge mig selv; hvad er det lige, jeg skal bruge den her vækst til? Hvorfor er det så fedt at have plus på kontoen hver den første i måneden - også når de faste udgifter er betalt? Hvad skal jeg bruge mine penge til?

Svaret er ret simpelt i mine øjne; pengene skal selvfølgelig bruges til at forsøde tilværelsen - at nyde livet. Hvordan gør vi det? Det gør vi ved hjælp af kultur! Kunst! Uanset om det så er flere CDer og DVDer til hylden, bedre mad i hverdagen, flere ture i biografen, teatret eller koncertsalen, eller for den sags skyld at gå til flere fodboldkampe, der kan give os større livsglæde, så er det dog stadig flere og bedre kulturelle oplevelser der gør livet rigere for os. Det er det, vi fornuftigvis bruger vores ekstra penge på. Jeg kan ikke se hvad mening den megen jagen efter økonomisk vækst ellers skulle have. I dagligdagen sætter vi helt klart kunsten over pengene - for hvis ikke vi havde skønheden og de gode oplevelser, hvad glæde havde vi så af pengene?

Så altså - kunst er vigtigere end økonomisk vækst! Derfor piner det mig at se, at mange debattører slipper ustraffet afsted med åbenlyst at ringeagte kunstnerne i forhold til andre på arbejdsmarkedet. Kunstnere er vigtigere, for uden dem ville der ikke være nogen kunst at nyde, og uden kunst bliver pengene ligegyldige. Amen.

0 kommentarer: