"sagt" vs. "hørt"

Det er ved at være længe siden at jeg har skrevet noget om politik (eller om noget som helst), så her kommer der lige lidt. Så uoriginalt som det overhovedet kan være, skal det handle om Villy Søvndal.

Først lidt name-dropping; i min tid som civil værnepligtig (det der i gamle dage hed militærnægter), tilbage i 1995, arbejdede jeg blandt andet lidt med de politiske vilkår for os professionelle pacifister. Som en del af det arbejde inviterede vi talsmænd af og til politiske meningsdannere og MFere til møde, for at fremlægge vore synspunkter. En af dem, der rent faktisk dukkede op var den nyvalgte SFer, Villy Søvndal, der pligtskyldigst lagde øre til vore unge og uforfærdede verdenssyn i en eftermiddags tid. Så jeg har altså været til møde med vor tids hippeste politiker - tag den!

Men jeg har nu svært ved at døje hans nyeste populisme. Sandt er det, at der er stemmer i at slå på dem der i forvejen har det hårdt; de fremmede - dem der afviger fra "normaldanskeren". Det har Pia K og hendes kumpaner bevist i årevis, og masser af partier er hoppet med på vognen, hvor lavt det så end måtte forekomme. Men at SF nu også er med, med et offentligt image som fremmedhadere, det synes jeg som humanistisk indstillet venstrefløjsvælger er mere end ærgerligt. At lægge folk af anden tro og hudfarve for had ved åbenlyst at spille racisme kortet, det er simpelthen for lavt. Det klæder ikke os at begynde at konkurrere med Pia K og Søren Krarup på deres egen banehalvdel. Vi burde holde os for gode til at rende efter den slags populistiske point, og gå efter bolden snarere end (minister)bilen.

"Men hov", vil SFs spindoktorer nu sige, om de skulle få lyst til at kommentere på det her indlæg, "det er jo slet ikke det Villy har sagt. Hvis man læser hans udtalelser er de jo meget mere nuancerede, og ikke racistiske".

Uden tvivl sandt nok. Som jeg husker hans ytringer, så harcelerer han over hizb ut tahrir, hvilket der er al mulig grund til, og han efterlyser en mere differentieret integrationsdebat. Det er svært at være uenig. Problemet er, at han gør det i vendinger der gør, at de danskere der orienterer sig i nyhedsbilledet via overskrifter i Ekstra Bladet og TV2 Newzz, udelukkende ser at nu er SF også begyndt at ønske halenegrene tilbage hvor peberet gror.

Det er et klassisk eksempel på, at indenfor politik kan der være stor forskel på hvad der bliver sagt, og hvad der bliver hørt. Og, at the end of the day, i stemmeboksen, så er det dét der er blevet hørt, der tæller. Den mekanisme kan en dreven politiker som Søvndal ikke være i tvivl om.

Skam få den der handler så kynisk.