torsdag den 21. august 2008

Folktronic anmeldt

Min udgivelse fra sidste år, folktronic, har scoret pæne anmeldelser på diverse websites rundt omkring i verden. Nogle af dem meget positive, andre knap så positive, men så dog med fuld anerkendelse af projektet. Som producer der ikke nødvendigvis higer efter det største publikum, men derimod søger efter bedste evne at skubbe til det der besværlige begreb man kunne kalde "kunst", så er en anmelders stillingtagen ikke lige meget. Det er rigtig rart at nogle forholder sig kvalificeret til det jeg har lavet, og det har alle anmeldere, positive såvel som mindre positive, gjort. Så kan jeg nok ikke bede om meget mere fra den kant.

- det skulle da lige være omtale på en bredere platform end blade og websites der kun henvender sig til niche publikummet ... og det har jeg heldigvis også fået. I sidste weekends udgave af dagbladet Information har den velanskrevne musikanmelder Klaus Lynggaard haft den godhed at inkludere folktronic i en omtale af 4 forskellige folkemusikudgivelser fra det seneste år. Det glæder mig usigeligt at komme i så fornemt selskab som Haugaard og Høirup, Tumult og Phønix, der alle er veteraner med en vis status på folkemusikscenen. Samtidig glæder det mig også, at det er en anmelder med Lynggaards tyngde der har gidet at lytte til min udgivelse. At han så oven i købet tilsyneladende kan lide hvad han hører gør jo ikke sagen værre. Hele artiklen kan læses på information.dk, men her er et uddrag:

Trods den elektroniske klang skal der ikke herske tvivl om Mondrups beherskelse af eller forståelse for sit felt, og pladen er både et frisk pust og en indikator af en af de veje, den danske folkemusik også kan gå.

Jeg er ellers ikke nogen stor tilhænger af smileys, men her kunne jeg måske godt bruge en af dem der griner bredt ...

Hvis man skulle have lyst til at læse hvad der ellers er sagt, så er her de anmeldelser jeg har kunnet finde online:

Rootszone

Nordische Musik

Folk World (ca. 3/4 nede på siden)

Dertil kommer et antal trykte anmeldelser i forskellige europæiske folkemusik tidsskrifter.

0 kommentarer: